I +10 år har min egen datter, der har en medfødt genmutation, inspireret mig til at lære så meget som muligt om kroppen, hjernen og hjerneplasticitet, sansning og sansebearbejdning, vigtigheden af krydsbevægelser, refleksintegration, nervesystemet, åndedrættet, kropsbevidsthed og meget, meget mere. Yoga favner så fint alle disse elementer og de indgår helt naturligt i min yogaundervisning, der bl.a. også baserer sig på Sonia Sumars, USA, terapeutiske tilgang til yoga for børn og unge med særlige behov.
Børn med særlige behov kan have stor glæde af yoga. Undervisningen foregår 1:1 og der tages udgangspunkt i, hvor barnet er. I yogaens trygge rammer bevæger vi os sammen ud på en rejse, der udvikler både fysisk og kognitivt. Typisk vil en yogasession starte med chanting, som er sange med fagtebevægelser, hvor vi finder forbindelsen, nærværet og glæden til hinanden. Herefter arbejder vi med kropsbevidsthed, styrke, smidighed, balance og åndedræt via en række nøje udvalgte yogaøvelser. Der afsluttes altid med afspænding, hvor yogaens gode effekter får mulighed for at sætte sig i kroppen og barnet får og mærker hvile og ro. Selve strukturen i programmet vil være det samme fra gang til gang, så barnet oplever en genkendelighed. Til gengæld udvikler øvelserne sig i takt med barnet. Øvelserne kan også indeholde elementer af sansebearbejdning, krydsbevægelser, refleksintegration mm.
En undervisningssession varer typisk fra ½-1 time og foregår i Allerød. Du er velkommen til en gratis prøvesession, hvor jeg introducerer dig og dit barn til yogaen
Prisen for en enkelt session herefter er 650kr. Ønsker du et forløb, aftales prisen individuelt
Tilmelding her
Margit tager altid udgangspunkt i barnet og hvor barnet er, når barnet træder ind ad døren. Yoga har for vores vedkommende afhjulpet migræne anfald for det ene barn og for begge børn har det givet en kæmpe forbedring i deres kropsbevidsthed. Begge børn har fået langt mere styr på deres krop, og ved nu hvad der hjælper for dem i forskellige situationer. Det er tydeligt at Margit brænder for disse børn. Hendes yoga program indeholder altid noget som fanger interessen hos netop dit barn og derudover har Margit altid en ny spændende ting, som barnet kan prøve efter endt yoga. Noget som på den ene eller anden måde kan inspirere og bidrage til at barnet får en nemmere hverdag fx en tyngdedyne eller massage med blød bold. Vi har fået så meget mere ud af yoga hos Margit end vi havde forstillet os. Hendes store viden om metoder til at få dit barn i balance og bedring har været så gavnlig. Barnet går altid fra yoga med en oplevelse af succes og du får et glad barn med hjem, der har hygget sig og lært en masse. Og en fantastisk dejlig bonus er at hun har en kæmpe forståelse for dig som forælder og altid har nogle venlige og opmuntrende ord med på vejen. Vi kan kun varmt anbefale Yoga hos Margit.
Sonia Sumar, USA, har undervist i yoga i mere en 45 år og begyndte at undervise børn med særlige behov efter hun blev mor til Roberta i 1972, som blev født med Downs Syndrom. Helt instinktivt og med udgangspunkt i den klassiske Hatha yoga og kroppens udvikling, begyndte Sonia at lave yoga tilpasset Roberta og hun oplevede mange positive forandringer hos Roberta, både fysisk og kognitivt. Sonia blev derfor certificeret Yogalærer i 1975 og i 1980 etablerede hun sit første Yoga Center i Brasilien. Sidenhen har Sonia Sumars læring om yoga til børn med særlige behov spredt sig til hele verden.